ravensbank

FORMEL-1 LABRADOR RETRIEVER

Labrador Retriever fra Ravensbank er Waggie, Flo, Bob, Bibi og Holly

Som navnet antyder er Ravensbank en Labrador Retriever kennel med særlig fokus på opdræt af jagthunde, og vi bekender os til "formel 1" hunde som er hunde opdrættet på engelske markprøvelinjer.

Mange mennesker tror, at "formel 1" betyder hunde der er særligt små eller spidssnudede. Klik her hvis du vil læse hvorfor jeg mener at dette er forkert.

Vores hunde er trænede jagthunde, og deltager i markprøve. Hundene bruges også aktivt som apportører på danske godsjagter. Hundene arbejder efter skuddet, hvilket vil sige, at de apporterer dødt og anskudt vildt.

Læs mere om de enkelte hunde nedenfor. Klik på deres navn for at se stambogen, og klik på deres billede for at se et slideshow med udvalgte billeder af den enkelte hund.
Er fra Ivy's første kuld og er derfor 11 år og 3 måneder gammel. Waggie er en koncentreret og kompetent apportør med super fart og stil. Frem for alt har Waggie et fremragende temperament og hun er i super kontakt og har stor samarbejdsvilje. Allerede i en alder af 20 måneder var Waggie kvalificeret til vinderklasse på B-prøve og få måneder senere var hun også kvalificeret til vinderklasse A-prøve. I dag er hun kvalificeret til vinderklasse på såvel A, B-prøve samt Working Test.

Waggie er A i hofterne, 0 i albuerne, og er Gentestet fri for PRA-prcd (Optigen), CNM, SD2 og EIC. Hun er også øjenundersøgt i september 2011 og fri for arvelige øjensygdomme.

Waggie har haft 5 kuld hvalpe, hvor de tre første har DKBRCH DKJCH Lochiness Green Chive (Chive) som far, og de sidste to med Levenghyl Como (Drago).
Flo er fra Ivy's andet kuld i maj 2008, og er derfor 9 år og 7 måneder gammel. Hun er en skøn tæve som har alle de gode egenskaber som vi lægger vægt på i vores opdræt. Hun er meget rolig og nem at samarbejde med, og da hun samtidig er en lynhurtig og meget begavet apportør, har hun vist sin værdi som jagtkammerat og apportør på godsjagter.

Flo er kommet tilbage på Aagaarden i en alder af to år i 2010, og hun føres af Annelise. I løbet af 2011 havde de to sammen debut i markprøvesystemet. Det er blevet til flere gode resultater, herunder dagens bedste hund i både brugsprøve og to første præmier i begynderklasse, den ene gang som dagens bedste hund. Desuden er Flo bestået Officiel Working Test og 3. vinder i Begynderklasse på Uofficiel Working Test.

I august 2012 fik Flo sit første kuld hvalpe. Fra dette kuld beholdt vi selv Ravensbank Bob (Bob). Flo fik kuld nr. 2 i september 2013, og i april 2014 kom kuld nr. 3. Alle disse kuld havde Levenghyl Como (Drago) som far. I november 2015 fik Flo sit sidste kuld hvalpe. Denne gang med Glenanne Nero (Eico) som far.
Bob er fra Flo's første kuld med Levenghyl Como (Drago) som far, og er 5 år og 4 måneder gammel. Bob er en rigtig formel-1 hvalp, d.v.s. fuld af gå på mod, men samtidig rolig og dejlig lærenem. Han er den første hund vi har trænet med positiv forstærkning / klikkertræning, og det forklarer måske Bobs imponerende resultatliste.

I en alder af 8 måneder bestod Bob brugsprøven. I foråret 2014 opnåede Bob indenfor fire uger to første præmier på B-prøve i begynderklasse. Hermed var han kvalificeret til åben klasse, og på sin debut i åben klasse på Working Test, opnåede han at blive 1WT-vinder med imponerende 116 ud af 120 mulige point. I løbet af 2014 deltog Bob i seks officielle working tests og blev vinderplaceret på samtlige. Han fortsatte sin success i 2015, således, at han efter at have deltaget i 11 working tests officielle som uofficielle var vinderplaceret på dem alle.

Før han fyldte to år fik han yderligere to 1. præmier i åben klasse på B-prøve, og dermed var Bob blevet kvalificeret til Åben A inden han fyldte to år. I en alder af 2 år og 3 måneder opnåede Bob 1. præmie i åben klasse på A-prøve, og dermed blev han kvalificeret til vinderklasse på både koldt og varmt vildt.

Efter at være fyldt 2 år har Bob bestået kvalifikationsprøven.

Bob er en blændende jagthund, og er en fremragende vildtfinder som arbejder i høj stil og fart. Han er en fornøjelse at have med på jagt og opsamling. Han kan sidde stille og vente på, at blive sendt, og så kan han samtidig arbejde selvstændigt, og tænke selv.

Bob er en stærk hund, med skønne sorte øjne. Han er HD status A, og AA status 0. Han er gentestet fri for PRA, EIC, HNPK og CNM, og er øjenlyst uden anmærkninger. Han er bærer af SD2.
Bibi er fra Waggie's sidste kuld som kom til verden i marts 2014, og dermed er hun idag 3 år og 9 måneder gammel. Hendes far er Levenghyl Como (Drago).

Bibi har et feminint eksteriør med gode bevægelser, og hun elsker at samarbejde. Hun er modnet senere end vores andre hvalpe, men har i 2015 haft debut på B-prøve, og har opnået 2 første præmier på 2 prøver. Den ene prøve var unghundemesterskabet, hvor hun dels opnåede 1. pr. og dels gennemførte hele prøven med bestået.

I 2015 blev Bibi introduceret til jagt, og blev inkluderet som "begynder" på vores apporteringshold. I 2016 har hun apporteret i team med Ravensbank Bob (Bob) og gjort en fremragende indsats.

Bibi har arvet hele hendes mors fantastiske temperament. I familien er hun alles darling, og hun er altid god for en logrende hale og altid er hun i super kontakt med et forsigtigt hundesmil på læben. Samtidig er hun en begavet apportør, med en rigtig god næse og fremragende vildtfindende egenskaber.

I juni 2016 fik hun sit første kuld hvalpe som havde DKTM Studebaker Bonneville (Mike) som far. Fra dette kuld har vi beholdt Ravensbank Holly (Holly). Bibi viste sig som en helt igennem solid avlstæve, der var utrolig let at parre, fødte sine 5 hvalpe på 2 timer, var vedholdende i pasning og socialisering af hvalpene, men kunne også skilles fra dem da den tid kom.
Holly er det nyeste medlem af vores flok, og er i dag 1 år og 5 måneder gammel. Hun er en meget kærlig og rolig hund, og hun hun har arvet alle gode egenskaber fra både sin mor og sin mormor. Som type er Holly virkelig en "pleaser", der bare så gerne vil samarbejde. Hun er nu helt integreret i flokken, og går flot fri ved fod og kan sidde ned og vente på, at det bliver hendes tur. Hun er en god apportør og en lovende del af vores hold.