ravensbank

FORMEL-1 LABRADOR RETRIEVER

 >>Skriv kommentar 

28-01-2018: Som sædvanlig har vi haft en meget aktiv jagtsæson, hvor vi har været ude og apportere på en række godsjagter. Dette er jo fantastiske dage, hvor mange ting stimler sammen og bliver til oplevelser man husker i lang tid. Dels er der jo samarbejdet med hundene, hvor mange træningstimer står deres prøve. Enhver hund kan komme med en dødskudt fugl der falder på 50 meters afstand. Men kan hunden gøre en forskel og bringe de vanskelige anskydninger? Er den "i hånd", rolig og koncentreret, og har den alligevel den fornødne "vildskab" som vi kalder på banen i de særlige situationer? Har hunden gode sociale egenskaber som gør at den falder ind i apportørholdet som en del af et harmonisk team? Når det hele mødes får man som fører overskud til at nyde de fantastiske landskaber, det gode kammeratskab på apportørholdet og samarbejdet med jagtlederen/skytten.

Vi har i år fået betroet opgaven med at sammensætte et apportørhold til at betjene jagterne på Erholm Slot. Ikke mindst takket være et godt samarbejde med jagtværterne Trine og Jan Ivar Cederfeldt, har vi haft nogle sjove dage, hvor hundene har fået lov til at bevise deres evner. Teamet består af Sanne Amnitzbøll, Anne Kjær Iversen, Rene Kristensen og mig selv. Det vil sige, at vi har haft hele fem Ravensbank-hunde repræsenteret skulder ved skulder på apportørholdet. Anne har været der med Ravensbank Donna (Bibs). Rene har både haft Ravensbank Jock (Jock) og Ravensbank Conor (Conor) med. Og jeg har stået der med Ravensbank Biscuit (Bibi) og Ravensbank Bob (Bob). Anne og Sanne har i visse såter ført deres cockere/springere til at drive fasaner, og overladt apporteringen i disse såter til Rene og undertegnede.

Tak til Sanne, Anne og Rene for et forbilledligt samarbejde, og godt håndværk på hundesiden.