Jeg var inviteret til at apportere på en relativ forsigtig jagt på Ørbæklunde - et gods hvor jeg har været med som apportør en del gange allerede, og et sted som jeg beundrer for dets fantastiske terræn og frem for alt den dejlige atmosfære mellem godsejerne, deres gæster og en flot gruppe af hundeførere under kyndig ledelse af den navnkundige Gerda Falk-Rønne.

Jagten startede kl. 1500 og indeholdt kun tre andesåter. Normalt ville jeg have Waggie med på en sådan jagt, men hun er skadet i benet i nogle dage endnu, så jeg havde indkaldt "reserven" som er mor-Ivy, og som jo stadig er en super habil og frem for alt erfaren jagthund, og så havde jeg allerede for længe siden bestemt, at netop denne dag ville være ideel til at introducere den unge Jock på 11 måneder til jagtens glæder.

Den første såt kan erfaringsmæssig godt være lidt "vild" og jeg havde derfor valgt at lade Jock blive i bilen under skydningen. Ivy lavede et par flotte dirigeringer og ryddede hurtigt op efter de par skytter som vi dækkede. Efter skydningen sluttede jeg mig til efterapportørerne som eftersøgte et par ænder der var faldet i noget højt tæt skrub på den anden side af mølleåen.

Efter nogle minutter fik jeg den tanke at jeg skulle tage Jock ud af bilen og lade ham efterapportere ved siden af de erfarne hunde. Da jeg kom tilbage med ham var der mere eller mindre opbrudsstemning blandt apportørerne, for der kunne umuligt være mere vildt tilbage. Trods alt havde et antal erfarne apportører nu arbejdet på eftersøgning i 15 minutter eller mere. Alligevel sendte jeg Jock over åen og hørte hvordan han maste sig gennem det næsten ufremkommelige morads af brombær og ungskov, og efter tre-fire minutter kom han frem til åbrinken igen med en anskudt and i munden. Han løb hurtigt over til mig og afleverede den så flot til mig så jeg kunne få den aflivet i en fart. Det var Jock's første varme fugl, og jeg var bare så stolt og glad. Jeg er nødt til at sige, at da vi gik fra såten tilbage til bilen var Jock i mine øjne forvandlet fra at være en super charmerende unghund til at være en rigtig jagthund omend med kun een fugls erfaring. Det er ikke første gang jeg oplever hvordan den første varme fugl tilsyneladende påvirker den unge hund til at stråle af selvsikkerhed, og se ud som om meningen med livet er faldet på plads - - - det er altså derfor jeg løber efter alle de stofposer med plastikkugler i!

I den næste såt havde jeg så Jock med ud og selvom vi gik fri ved fod frem mod vores post satte jeg ham i snor under skydningen for at sikre mig, at han ikke fik nogle utilsigtede vilde oplevelser Ivy hentede et par fugle igen med stor sikkerhed, og det var det. Jock havde siddet fuldstændig roligt under skydningen og jeg var virkelig tilfreds med det jeg så.

I dagens sidste såt var jeg blevet så modig at jeg lod Jock sidde ved siden af mig uden snor på. Det stressede tydeligvis Ivy der rykkede helt frem foran mig som om hun ville signalere til mig at hun var helt i kontrol, og at jeg ikke skulle få nogle smarte ideer med at sende hendes søn, lille-lærlingen, på noget som helst. Der faldt en fugl på 50 meter til venstre foran mig, og jeg var ikke 100% sikker på at Jock havde set den, og jeg sendte derfor Ivy. Hun strøg afsted, men Jock rørte ikke på sig. Da Ivy havde fuglen i munden faldt der en fugl i samme retning som var tydelig anskudt, og denne gang var jeg helt sikker på at Jock havde markeret den. Jeg sendte Jock og han suste forbi Ivy og lige ud til anden der blafrede afsted over marken. Han fangede hurtigt fuglen og bragte den så flot tilbage lige frem foran mig hvor han løftede hovedet stolt og præsenterede fuglen for mig så jeg kunne tage den og gøre en ende på dens pinsler. Mens jeg aflivede fuglen fandt han selv sin plads ved siden af mig og satte sig ned.

Mens Jock var væk blev der skudt en fugl som var faldet i et stendige ca. 50 meter væk. Normalt lader jeg altid de døde fugle ligge for at have hundene klar hvis der skulle komme en anskydning. Jeg var ikke sikker på at fuglen var død, og besluttede mig for at dirigere Jock ud til fuglen. Jock løb også flot direkte på fuglen på min fremadsendelse. Desværre var fuglen fanget i noget halvhøjt bevoksning ved foden af diget, og Jock fandt den ikke. Da han begyndte af eftersøge fuglen ved at gå til siderne frem og tilbage foran stendiget stoppede jeg ham og han satte sig ned med det samme. Jeg dirigerede ham frem og tilbage over fuglen, men han manglede et par meter helt op til diget. Jeg stoppede ham igen og sendte ham bagud, hvilket spontant fik ham til at springe over diget, og jeg måtte kalde ham frem igen. Her besluttede jeg så at kalde ham helt hjem. Jeg var bange for, at en helt perfekt dirigering ville blive ødelagt af, at der skulle blive skudt en ny fugl som han så ville løbe ud og apportere, hvorved alt det gode have været tabt. Jock kom da også flyvende hjem med det samme. Jeg kunne godt være kommet i tanke om hunde der i den situation havde spillet "tonedøve" og fortsat eftersøgningen, så at hjemkaldet virkede var bare med til at gøre øvelsen helt ok, for Jock havde vist at han fulgte mine anvisninger 100%. Jeg gav mig god tid til at sætte mig ned ved siden af Jock og rose ham, og han kvitterede ved at putte sig helt ind til mig. Helt perfekt havde det selvfølgelig været hvis han havde fået fuglen, men den måtte jeg så dirigere Ivy ud efter, og *hun* ved godt hvor ænder gemmer sig, så det var kort proces.

Alt i alt en fantastisk introduktion af Jock til opgaverne han vil blive mødt med i fremtiden på opsamlinger. Først en super eftersøgning sammen med andre hunde. Dernæst en såt med ro på post. Så en såt med en fin markeringsfugl der var anskudt og endelig en dirigering hvor han fik lejlighed til at vise, at han var koncentreret og i hånd selv under skydningen.

Det var en fornøjelse at have Jock med i dag, og jeg vil tro, at han kan komme med et par såter mere i år, og måske kan han allerede til næste år få debut på A-prøve.