ravensbank

FORMEL-1 LABRADOR RETRIEVER

 >>Skriv kommentar 

16-03-2018: I går tog vi afsked med Ravensbank Wagtail (Waggie). Hun blev 11 år og 6 måneder gammel. Waggie var fra kennelens første kuld, og hun har haft fem kuld med ialt 42 dejlige hvalpe.

Det er umuligt at sætte ord på den betydning, Waggie har haft for vores liv med hunde. Hun var rollemodellen for alt, hvad vi vil med vores opdræt. Hun havde et fantastisk godt temperament, var stille og meget blid og rolig. En drøm at være sammen med. Samtidig var hun en soldat på jagt. Totalt pålidelig, driftssikker og en herlig hund at omgås. Hun var en "pleaser" i den allerbedste betydning af det ord.

Samme dag, som vi mistede Waggies mor, Tidemark Ivy (Ivy), tog Waggie lederansvaret i vores hundeflok. Hun behøvede såmænd aldrig at kridte banen op; hendes lederskab var et spejl af hendes generelle temperament. Stille og roligt, og styret af et kropssprog, der sagde alt.

For godt et år siden begyndte Waggie at hoste efter hvile og når hun blev anstrengt. Diagnoserne er gået fra hjerte-lungeorm, via bronchitis til dårligt hjerte. Waggie har været i medicinsk behandling for alle tre ting uden effekt. For tre uger siden var konklusionen, at Waggie led af en særlig form for strubehoste, som ikke kunne behandles. Samtidig kunne vi konstatere, at hun havde grå stær og derfor havde stærkt nedsat syn, og værst af alt, at hun over de sidste uger havde udviklet et antal tumorer i brystvævet.

Vi har givet Waggie al den ekstra omsorg, vi kunne, og samtidig holdt godt øje med hende. Hun er troligt - med logrende hale - gået med på alle turene og har sprunget over hegn (et Waggie classic stunt), sammen med de øvrige hunde. Har sovet "i ske" med sin datter Bibi og sit barnebarn Holly i samme kurv.

Men i onsdags kom dagen så, hvor vi måtte sande, at det ansvar vi har som ejere skulle honoreres, og i går fik vi Waggie aflivet.

Klik på billedet her ved siden af teksten, og se hvordan vi gerne vil huske Waggie. Kære Waggie ... tak for alting.