ravensbank

FORMEL-1 LABRADOR RETRIEVER

Hvad gør jeg for at hjælpe min køresyge hvalp?

Nogle hvalpe har en tendens til at blive køresyge, og selvom det tit går væk af sig selv i løbet af et par måneder, så er det bare rigtig træls mens det varer. Man kan ikke lade være med at have ondt af den syge hund, og selvfølgelig er der et reelt problem med at hunden kan savle så meget at den bliver helt dehydreret.

I enkelte tilfælde bliver hunden ved med at være køresyg til den er op til et år gammel, og det er jo næsten ikke til at bære.


Metode 1

Men så er det godt at der er innovative folk som Gert Müller. Da hans nu afdøde hund, DKBRCH DKJCH NOJCH SEJCH NORDJCH 2EV2010 3UM2008 Ravensbank Swift (Swiffer) var lille havde han store problemer med køresyge. Det tog Gert som en udfordring, og han lavede følgende løsning på problemet:

a) Tag et par søndagsaviser og rul hver side til en papirkugle. Smid hele læsset af papirkugler ind i buret bag i bilen.

b) Monter et rør der går ind i bagsiden af buret og før det skråt opad mod et punkt mellem de to forsæder i bilen. Sæt en "tragt"-anordning eller bare en bøjning på røret og gør det evt fast med en snor så du sikkert kan komme til at putte guffer ned i tragten.

c) Læg en håndfuld super-guffer (Frolic er gode) frem i bilen så du kan nå dem under kørslen.

d) Sæt hunden ind i kassen, og begynd køreturen.

e) Så snart hunden viser det mindste tegn på ubehag, eller du kører på en snoet / bumpet vej, så dropper du en guf ned i tragten. Nu vil guffen trille ned gennem røret og lande i bunken med aviskugler. Hunden skal rigtig arbejde for at finde guffen. Når den roder rundt mellem avispapirkuglerne, så glemmer den at være køresyg.

Nu tænker du sikkert: Ha - det virker da ikke permanent, men der er altså flere der har gjort dette med succes.


Metode 2

Desværre virker køresygemedicin ikke lige godt på alle hunde. Desuden er det ofte sløvende på hunden, og hvem ønsker at køre til markprøve og komme frem med en sløv hund?

Jeg har selv haft glæde af produktet Zylkène. Zylkène er et fodertilskud til hunde, der virker mod uro og utryghed. Til en Labrador på 20+ kg. gives der en pille på 450 mg. om dagen indtil køresygen er ovre. I mit tilfælde var det ca. tre måneder. Der er ingen bivirkninger, og problemet med køresyge kan behandles varigt på denne måde. Zylkéne købes uden recept i diverse nethandler.

Tilbage