ravensbank

FORMEL-1 LABRADOR RETRIEVER

Hvad er HNPK eller "tørnæse" hos Labrador Retriever?

HNPK står for Hereditary Nasal Parakeratosis (Arvelig nasal parakeratosis). Det er en hudsygdom der rammer det yderste af næsen, og udvikler sig til ubehagelige og smertefulde sår der er behandlingskrævende. Sygdommen er kun set hos Labrador Retriever. Hunden udvikler typisk symptomerne på sygdommen i perioden fra den er et halvt til et helt år gammel, hvorefter den vil have sygdommen gennem hele livet.

Foreløbige data fra det amerikanske laboratorium Optigen, peger på at op mod 10% af den amerikanske og europæiske bestand af Labradors bærer mindst een kopi af mutationen ("bærer"). Der er dyrlæger der hævder at forekomsten i Danmark fortrinsvis findes hos brune Labradors og andre hunde af udstillingslinjer.

Arvegangen for HNPK er autosomal recessiv, hvilket betyder, at den følger arvegangen for EIC, CNM, SD2 og PRAprcd. Der er udviklet en gentest der udbydes af flere laboratorier. Vi bruger laboratoriet VetGen, som vi oplever som hurtigt og billigt. Der indsendes en spytprøve til laboratoriet som herefter analyserer den og udleverer et testcertifikat ca. 2 uger senere.

Genetisk status for HNPK er på linje med SD2 ikke omfattet af avlsanbefalingerne for racen, hvorfor der udstedes såkaldt BASIS-PLUS-stambog fra Dansk Kennel Klub, selv for hunde der har denne defekt (er såkaldt "affectede").

Tilbage