Dette er i store træk oversat fra den fremragende bog, The Working Labrador, af David Hudson

Labrador Retrieveren stammer oprindelig fra Newfoundland hvor den var kendt som "St. John's Water Dog". De oprindelige hunde, der blev bragt til England fra Newfoundland var slet ikke jagthunde, men blev holdt af fiskere på grund af deres evner i vandet. Det siges, at de blev trænet til at hente fisk der evakuerede garnet når fiskerne røgtede dem, og til at svømme fra en båd til kysten, når havet var for oprørt eller kysten for farlig til, at båden kunne komme ind til land. Hundene ville da trække en line, der var fæstnet til et net, så mændene i land kunne hale nettet ind og bjærge fangsten. Fiskerbådene sejlede sommetider over til Storbritannien for at lande deres fangst, og af og til solgte de også en hund foruden fiskene.

Den moderne labradors forfædre er derfor sandsynligvis en blanding af de oprindelige hunde, der blev importeret fra Newfoundland, krydset med tidens jagthunde og med en snert af mastiff hist og her.

Deres evner i vandet og deres anlæg for at apportere lagde et solidt fundament for en jagthund: Et fundament, der blev styrket ved at krydse dem med jagthunde for at forbedre deres næse og for at tilføre jagthundens jagtinstinkter. Navnet 'Labrador' menes at være fundet på af jarlen af Malmesbury, der købte sin første hund fra en fiskerbåd, der havde landet sin fangst i havnen i Poole. Man fortæller, at han om racen har sagt: "Vi kalder altid vores for labradorer...", og navnet blev hængende – ellers ville vi muligvis have talt om 'små newfoundlændere'. Omtrent på samme tid blev fundamentet for andre apporterende racer lagt, med blandt andre vores nuværende flatcoated og golden retrievere som resultat.

Første gang man ser noget på skrift om disse hunde var i 1859 i bogen "Stonehenge on the Dog". Her står bl.a.:

"I Storbritannien holdes den lille variant af newfoundlænder sjældent kun som selskabshund, og den bliver hovedsagelig brugt som apportør, enten raceren eller krydset med setter eller spaniel. Han kendes da i almindelighed som "en retriever" af typen med bølget pels, for ikke at forveksle ham med den krøllede krydsning med water-spaniel. Mange af disse retrievere er importeret direkte fra Newfoundland til Hull og andre havne, der driver handel med denne ø: Andre avles her i landet på importerede forældre, men de fleste opdrættere foretrækker at krydse dem for at forbedre deres næse."

Knap halvtreds år senere, i 1907, skrev G.T. Teasdale-Buckell "The Complete Shot", Methuen & Co. Ltd.:

"Der er for nylig sket en stor forøgelse i antallet af de tæt- og tykpelsede, faneløse hunde, der kaldes Labrador retrievere. Deres forfædre, eller nogle af dem, var, som navnet antyder, oprindelig importeret fra Labrador. De var ikke newfoundlændere, da de oprindelig blev bragt hertil, lige så lidt som de er det nu. Men det er temmelig vanskeligt at afgøre, hvilke brugshundeejere havde den ene slags og hvilke den anden, da begge [typer hund] begyndte at blive brugt som brugshunde, eller at blive krydset med settere og water-spaniels for at skabe forfædrene til vores nuværende retrieverrace. Labradoren, som vi kender den nu, havde sandsynligvis hverken settere eller spaniels som forfædre, og der er al mulig grund til at tro, at Lord Malmesbury fra The Diary, og senere Hertugen af Buccleuch og sir R. Grahams familie, bevarede racen i dens originale form. Men formentlig fortalte indavl den sædvanlige historie: Man var nødt til at lave krydsninger, fordi hundene blev bløde, og en krydsning blev introduceret ved Netherby, og af alle de linjer som man kunne vælge at krydse med, skulle man tro, at den valgte var den værste. Det var en "Gamekeepers Night Dog" [krydsning mellem Bulldog og Mastiff] der blev valgt."