ravensbank

FORMEL-1 LABRADOR RETRIEVER

Tur til Tyskland

Det var Manfred (Freddy) Höfling der var DRC-instruktør på lørdagens træningsprogram, og det var kort og godt vinderklassetræning, hvor alting gik op i en højere enhed:

Terrænet havde alle muligheder til walking-up, markeringer i dybt og kuperet terræn, høj/lav bevoksning og der var sågar apporteringer over en flod med kraftig strøm. Selvom det regnede skomagerdrenge mere eller mindre konstant, så tog jeg flere gange mig selv i at stoppe op og nyde det ufattelig smukke landskab.

Tilrettelæggelsen var minutiøs. Det var tydeligt at Freddy havde en idé med hver eneste ”post” der blev stillet op. De to hjælpere fik omhyggelig instruktion og sammen med de to batterier med fjernbetjente dummy launchere havde Freddy hele tiden kontrol over den sværhedsgrad han søgte og sikrede sig at opgaverne kunne levere den læring til hundene og hundeførerne som han forfulgte. Programmet gik fra kl. 09:30 til 13:00 og igen fra 14:00 til 18:30, og hvert minut på dagen virkede planlagt og blev afviklet efter en snor. Den sidste time var reserveret til ”teori” der denne dag handlede om hvalpemotivation, socialisering og træning af de helt unge hunde, hvilket i sig selv var meget interessant.

Instruktionen var direkte og kom fra en person der havde masser af vinderklasseerfaring at trække på. Freddy gav sig tid til at give klar tilbagemelding til hver enkelt hund, og tilpassede om nødvendigt sværhedsgraden af øvelserne så det blev en succesoplevelse for både hund og ejer. På intet tidspunkt blev der skabt situationer hvor en hund kom til at se dum ud.

Indstillingen til hundene og tonen mellem de ni deltagere var super professionel og positiv. Når en hund leverede lidt udover hvad man kunne forvente, eller viste fremgang i opgaveløsningen, var der plads til at heppe og klappe, og stemningen til træningen havde en genial blanding af koncentration og godt kammeratskab. Selvom alle deltagerne er vant til at konkurrere mod hinanden i vinderklasse på Working Tests, slog det mig, at der var en usædvanlig afslappet, ”Jante-fri” stemning, og fra første sekund følte jeg mig velkommen indenfor i denne kreds af entusiaster, noget som min erfaring desværre siger mig ville være helt utænkeligt i det danske vinderklassemiljø.

Jeg havde taget Ravensbank Wagtail (Waggie) og Ravensbank Jock (Jock) med til Tyskland. Jeg var opmærksom på, at Jock med sine 10 måneder nok kunne blive overmatchet af dagens program, men faktisk fik han en rigtig god oplevelse på de dele af træningen som jeg lod ham være med i. Specielt markeringsarbejdet klarede han rigtig flot, og så er han jo en charmerende apportør med en fart og stil som får smilet frem på alles læber når han arbejder. Jock havde debut i walking-up hvor jeg gik med ham og Waggie samtidig. En af de ting jeg lærte om Jock er, at hans ro i disse stress-situationer skal jeg arbejde mere med. Til gengæld er det så lige Waggies hjemmebane. Hun er roen selv og jeg fik lov til at gå foran de andre hunde med Waggie fri ved fod som ”skytte” i alle de andre walking-up situationer der blev lavet i løbet af dagen.

Super træning for Waggie at gå i første parket og se alle markeringerne, og kun skulle hente én ud af 10. Waggies helt store oplevelse var apportering over floden som vel var 15 meter bred og med kraftig strøm. Vi stod ca. 30 meter fra floden og skulle så sende blindt over floden. Jeg sendte Waggie med kommandoen ”get over” og hun løb direkte ned til floden og forcerede den kraftige strøm og fandt sin dummy. Fra min plads kunne jeg ikke se andet end at hun var sprunget i floden fra den anden side med dummien i munden, men der skete ligesom ikke mere. Efter at have ventet i næsten to minutter løb jeg ned til floden og så at Waggie var drevet ca. 30 meter ned af floden og nu lå ca. 1 meter fra bredden og kæmpede helt vildt mod strømmen for at komme ”fremad” og til sidst på land. Jeg kunne se panikken i hendes øjne, og jeg besluttede at give hende en hånd så hun kunne komme op. De andre sagde godt nok, at jeg skulle have ladet hende give op, for så ville floden sætte hende på land og hun ville så have lært at man ikke skal svømme i modstrøm. Nuvel, jeg fik Waggie på land og hun var virkelig træt, for ikke at sige smadret. En halv time senere var hun rimelig frisk igen, og jeg gik ned til floden, sendte hende over og hun returnerede perfekt med halen i modstrømmen, og kom logrende op til mig med dummien.

Alle mine gode oplevelser på dette træningsarrangement blev til i en kulisse af overvældende gæstfrihed fra familen Albrecht. Efter en lang dags træning blev der budt på hyggeligt samvær med retrievervenner hjemme hos Kerstin og Bernd, og over god mad og rigelig rødvin blev der fortalt røverhistorier, diskuteret træning, opdræt og opdrættere til øjenlågene helt enkelt nægtede at holde sig oppe.

Så turen til Tyskland var virkelig både sjov, hyggelig og lærerig, og det var en tur som jeg vil tænke gode tanker om i lang tid fremover. Jeg har fået et endnu bedre internationalt netværk af retrievervenner, og træningen med Freddy og denne gruppe af tyske retrieverentusiaster er det mest udbytterige træning jeg har deltaget i meget længe.

På vej hjem i bilen kom jeg til at reflektere over, hvor dejligt det havde været at tage turen netop med hunde som Waggie og Jock. På denne tur har de to tilbragt over et døgn sammen i hundeburet bagi bilen, men ikke på noget tidspunkt har jeg hørt dem pjevse over det. Tvært imod. Ikke bare er de to søde ved hinanden, men de elsker at arbejde sammen med mig, og samtidig er det hunde der kan slappe af og som jeg kan sætte sammen med de andre hunde og opleve som sociale dyr, det er rart at være sammen med.

Tilbage